Foden skal ned
Uge tre er ugen, hvor noget stort sker – selvom det udefra ligner det mindste skridt i verden. Du må nu begynde at støtte på benet. Inden for smertegrænsen, med støvlen på, og stadig med krykkerne. Du har fortsat alle tre kiler i støvlen, og formålet er ikke at gå langt. Formålet er at begynde at sende belastningssignaler gennem senen – for det er præcis de signaler, der driver helingen fremad.
For at forstå hvorfor, skal vi lige en tur ind i benet igen. Inflammationsfasen fra de første uger er ved at aftage, og reparationsfasen er i fuld gang. Senecellerne – de hedder tenocytter – producerer på livet løs nyt kollagen. Men lige nu laver de mest af den svage, uorganiserede type. Og det er her, du kommer ind i billedet: Når senen belastes kontrolleret, orienterer de nye fibre sig i senens længderetning, som tråde der lægger sig pænt ved siden af hinanden i stedet for at ligge i en filtret bunke. Bevægelse er ikke fjenden. Bevægelse er vennen. Fravær af bevægelse giver svagere arvæv.
Men – og det er et vigtigt men – huskereglen er ufravigelig: Støvlen skal ALTID på, når du sætter foden ned. Altid.
Det psykologiske spring
Og så skal vi tale om det, ingen vejledning kan forberede dig helt på: følelsen. I to uger har du beskyttet det ben som et råddent æg. Nu skal du aktivt sætte vægt på det. Hjernen sender advarselssignaler – hvad nu hvis det gør ondt? Hvad nu hvis det springer igen? Det er en helt normal beskyttelsesmekanisme, og næsten alle mærker den. De første skridt føles underlige, for nogle næsten skræmmende. Det er okay. Det betyder ikke, at noget er galt.
Der er også noget andet, der stadig sidder tungt i de her uger: isolationsfølelsen. At se andre i fuld gang med sport, arbejde og hverdag, mens man selv sætter foden forsigtigt ned for første gang. Det er en naturlig sorg – og det er okay at mærke den. Den letter senere i forløbet, det lover jeg.
Én ting skal du lære at skelne allerede nu, for du får brug for det hele vejen: Stramhed i lægmusklen er okay. Smerte i selve senen er et stopsignal. Forveksl dem ikke.
De første øvelser – og badet
I denne uge bliver du typisk instrueret i de første rigtige øvelser. De er ikke imponerende at se på: Pres forfoden ned i støvlen uden at bevæge foden – tre sekunder pres, tre sekunder pause. Tag støvlen af, siddende, og lad foden synke roligt ned og op igen. Små bevægelser fra side til side. Og benløft og knæbøjninger i liggende stilling, så resten af benet ikke sover helt ind. Det hele laves tre til fem gange dagligt. Mit råd: Sæt en alarm og lav en fast rutine med tre tidspunkter om dagen – for øvelserne kan virke så kedelige og ubetydelige, at man glemmer dem. Men de er vigtige for dine bevægelser i fodleddet. Og husk reglen: Ingen stramhed, stik eller smerte i selve akillessenen under øvelserne. Øget hævelse og varme bagefter er tegn på, at det var for meget.
Og så er der ugens gave: badet. Fra uge tre må du tage støvlen af i badet – men KUN hvis du sidder ned på en stol eller skammel. Du må aldrig, aldrig rejse dig med støvlen af. Vask og tør forsigtigt, og sæt støvlen på igen, inden du rejser dig. Jeg kan stadig huske følelsen: benet ude af støvlen i små perioder, maks tredive minutter ad gangen, op til fem gange om dagen. Det lyder ikke af meget. Men efter tre uger kan det noget helt særligt at sidde med en fri fod. Giv den gerne lidt creme, hver gang du alligevel laver øvelser – min fysioterapeut kaldte det at give foden lidt kærlighed, og det er faktisk et meget godt billede.
Din registrering
Skifter du fra gips til walker i denne periode, så registrér datoen i trackeren. Så flytter 9uger dig over på walker-sporet, og siderne begynder at passe til din virkelighed. Er du allerede i walker, så brug ugen til at holde styr på, hvad der ændrer sig med kiler, støtte og næste kontrol.
Vi høres ved i uge fire, hvor du får lov til noget, du kommer til at huske: at fjerne den første kile.
Vigtig note.
Lydguiden er støtte og overblik. Den erstatter ikke beskeder fra hospital, læge eller fysioterapeut.