Uge 1, efter skaden.

Smældet

De fleste af os kan huske det præcise øjeblik. Et højt smæld. Mange beskriver det som at blive sparket bagpå – flere kigger sig faktisk over skulderen for at se, hvem der gjorde det. Men der var ingen. Det var din egen akillessene.

For manges vedkommende sker det midt i noget sport. Padel, fodbold, badminton – et eksplosivt afsæt, og så lyden. For mig var det ikke engang sport. Det var en helt almindelig kantsten på en helt almindelig dag. Så hvis du ligger derhjemme og tænker, at det her kun sker for eliteidrætsfolk, så kan jeg berolige dig: Det gør det ikke.

Hvad der faktisk er sket

Lad mig fortælle, hvad der faktisk er sket inde i benet. Akillessenen er kroppens største og stærkeste sene. Den forbinder dine lægmuskler med hælbenet, og under sport kan den blive belastet med op til seks til otte gange din kropsvægt. Det er en imponerende konstruktion – lige indtil den siger fra.

Og her kommer det, der overrasker næsten alle: Det gør ikke særlig ondt. Smerterne er ofte mindre voldsomme, end folk forventer. Man kan ikke gå normalt, og man kan ikke stå på tæer – men mange tænker alligevel: Det er nok bare en forstrækning, det går over. Det er præcis dét, der gør skaden så forræderisk. Så hvis du sidder med en fornemmelse af, at det her måske ikke er så slemt – tag det alvorligt alligevel. Det gjorde du forhåbentlig, og derfor sidder du nu med en walker-støvle eller en gips.

Støvlen og ugens tre vigtigste beskeder

Lad os tale om den støvle. Den ser voldsom ud, og den føles voldsom. Men den er faktisk ret klogt tænkt. Inde i den ligger der typisk tre kiler under hælen, som holder din fod i spidsfod – altså med tæerne pegende nedad, cirka tredive grader. Hvorfor? Fordi de to ender af den overrevne sene så bliver holdt tæt op ad hinanden, så de kan begynde at vokse sammen. Din krop er allerede i gang med det arbejde. Lige nu, i uge et, rydder den op og sender helingsceller til området. Det er derfor, den første fase er så vigtig: Du skal ikke hjælpe – du skal bare lade være med at forstyrre.

Og det betyder tre ting, som jeg godt vil sige tydeligt, for det er ugens vigtigste beskeder.

Et: Støvlen skal blive på. Hele døgnet. Også om natten, og også i bad. I de første par uger må den slet ikke tages af – i bruseren kan du binde en kraftig plastikpose om den, eller du kan vaske dig siddende ved håndvasken. Det føles omstændeligt, og det er det også. Men det er sådan, enderne bliver, hvor de skal være.

To: Du må ikke støtte på benet de første en til to uger – med mindre dit hospital har sagt noget andet. Krykkerne er dine ben nu.

Og tre, den vigtigste: Pas på blodpropper. Når benet er pakket ind og holdes i ro, og der samtidig er hævelse, stiger risikoen. Så løft benet op over hjertehøjde mange gange i løbet af dagen. Vip med tæerne, og lav cykelbevægelser med knæ og hofte – gerne en gang i timen. Og får du pludselig meget mere ondt i læggen, så skal du kontakte lægen. Ikke i morgen. Med det samme.

Hverdagen som lille projekt

Så er der hverdagen. Og her skal du forberede dig på, at meget af det, du plejer at gøre uden at tænke over det, nu er blevet et lille projekt. Tag noget så simpelt som at flytte en tallerken mad fra køkkenet ind til sofaen. På krykker er begge hænder optaget. Så hvordan gør man? Her kommer det bedste trick fra hele sitet: Læg et viskestykke på gulvet, stil tallerkenen ovenpå, hægt den ene krykke fast i hjørnet af viskestykket – og træk det med dig hen ad gulvet. Maden glider med, uden at du bærer noget. Det lyder fjollet. Det virker fantastisk. Alternativet er en rygsæk til det faste og et rullebord, hvis du har et.

Skal du på trapper, så husk huskereglen: Op med det gode, ned med det dårlige. Det raske ben går først op ad trappen. Det skadede ben og krykkerne går først ned. Ét trin ad gangen, og har du et gelænder, så brug det.

Og nætterne – dem skal vi lige tale om. At sove med en plastikstøvle på er ikke noget, nogen har drømt om. Prøv at hæve fodenden af sengen med en pude under madrassen, og lig på ryggen med en pude under læggen, så trykket tages af hælen. Du må gerne løsne stropperne en anelse for natten – bare du strammer dem igen, inden du rejser dig. Og en lang bomuldsstrømpe under støvlen gør en større forskel, end den burde.

Hvad med arbejde? Aalborg Universitetshospital anbefaler sygemelding de første tre uger – uanset hvilket job du har. Benet skal simpelthen hæves en stor del af dagen, og det er svært at forene med en almindelig arbejdsdag. Og vær ærlig over for dig selv og dine omgivelser: Det her rammer ikke kun dig. Hele husstanden kommer til at mærke det. Bor du alene, så få lavet nogle aftaler om indkøb allerede nu – det er tæt på umuligt at handle med krykker, når du ikke må støtte og samtidig skal skubbe en vogn.

Din registrering

Er du blevet opereret, eller skal du opereres, gælder det meste af det her stadig – men detaljerne kan være anderledes, og hospitalerne gør det forskelligt. Har du sat kryds i trackeren ved, at du er opereret, viser ugesiden en ekstra boks til dig med forskellene.

Til sidst: Gå ind i trackeren og registrér din skadesdato, hvis du ikke allerede har gjort det. Så følger sitet dig uge for uge herfra. Og så vil jeg sige én ting, som jeg selv havde brug for at høre i den første uge: Det er okay, at det føles svært. Der er så mange ting, der pludselig tager lang tid eller slet ikke kan lade sig gøre. Men din krop er allerede i gang med at reparere. Din opgave i denne uge er ikke at kæmpe. Den er at lade være med at forstyrre – og at få benet op.

Vi høres ved i uge to, hvor det handler om den første kontrol.